cBrain har vundet et CRM-udbud fra Statsforvaltningen og skrevet kontrakt om leverance af ny softwareløsning til understøttelse af mødebooking.
Det nye mødebookingsystem skal anvendes i forbindelse med indkaldelse af borgere til møder i Statsforvaltningen, eksempelvis i forbindelse med møder med forældre omkring samvær, forældremyndighed og bopæl (forældreansvarslovens område).
Det er målet med det nye system at automatisere mødebookingprocessen mest muligt for derved at højne kvaliteten i mødebookingerne og generelt gøre arbejdet lettere for medarbejderne uanset, om man er visitator, mødebooker, mødeafholder eller ledelse.
I starten af januar gik Statsforvaltningen i drift på cBrains F2 sags- og dokumenthåndteringsystem, og det nye mødebookingsystem, som understøtter en række fagprocesser, vil blive tæt integreret med F2.
Læs dagens markedsmeddelelse fra cBrain A/S og mere om samarbejdet mellem Statsforvaltning og cBrain i cView 04 2014.
En stor del af cBrains omsætning til den offentlige sektor er baseret på rammeaftaler med SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S). Tidligere var cBrain kun udvalgt indenfor ESDH-området, men i september 2013 annoncerede cBrain, at cBrain nu også var udvalgt som leverandør på SKI 02.18-rammeaftaler indenfor CRM-området.
Kontrakten med Statsforvaltningen er cBrains første aftale på SKI 02.18 CRM-aftalen.
Aftalen er derfor vigtig for cBrain, fordi den åbner et nyt marked, som leverandør af CRM-løsninger til offentlige myndigheder, herunder både nye kunder som eksisterende kunder.
Læs mere om cBrain på SKI 02.18 i artiklen Digitale realtioner er et omdrejningspunkt for god service fra minimagasinet cView 03 2014